Flintens farver
Forstenede søpindsvin består af flint, som kan have mange forskellige farver. Farven på flinten afgøres af forskellige forhold som mineralindhold, omgivelsernes påvirkning, alder og bevaringsforhold som tryk og temperatur. Nedenfor ses variationer af flintens farver, men nuancerne er uendelige.
Flintens farve kan være beskrivende for fossilets alder hvor den sorte eller mørkegrå flint tilskrives en alder over 65 mio. år (Kridttiden) og den lyse flint som yngre end 65 mio. år (Danien). De rødlige og brune nuancer formodes at skyldes mineraler i omgivelserne som f.eks. okker.
















