Geologisk tidsskala

Gengivet med tilladelse fra kunstneren Ray Troll - www.trollart.com

Jordens historie på 365 dage

Forestil dig, at Jordens 4,540 millioner år lange historie er komprimeret til ét kalenderår. I denne skala opstår de første encellede organismer midt i  august, mens flercellede organismer dukker op i begyndelsen af november. De første, primitive søpindsvin, opstår midt i november, men d. 11. december rammer en enorm masseudryddelse og 90 % af alle arter forsvinder. Livet kommer dog stærk igen efter 3-4 dage og dinosaurerne hersker fra midten af december, men uddør allerede 15 dage senere - d. 26. december - da en meteorit rammer Mexico og udrydder 70% af alle arter. Den 28. december begynder en langvarig nedisning, der varer til om morgenen d. 31. december.
Homo erectus - den første menneskeart opstår nytårsaften kl. 20.30. Homo sapiens - det tænkende menneske - ankommer først kl. 23.37  og hele vores skriftlige historie udspiller sig i de sidste sekunder før midnat, da pyramiderne bygges 27 sekunder før midnat og Jesus kommer til verden 14 sekunder før midnat. Læs den fulde historie her



Med interessen for forstenede søpindsvin følger en særlig interesse for perioden fra den sene Kridttid til den tidlige del af Paleocæn - tidsrummet for 71-61 mio. år siden, hvor langt de fleste forstenede søpindsvin levede.
Aldersbestemmelse af fossiler kan foretages med absolutte eller relative metoder. Ved at bruge både relativ og absolut datering kan det fastslås, hvornår et forstenet søpindsvin levede. Den absolutte metode giver en specifik alder i år ved f.eks. at måle mængden af radioaktive isotoper i de omgivelser fossilet ligger i - f.eks. 65 mio. år. Med den relative metode ser man i stedet på søpindsvinets placering i geologiske lag. Ligger det eksempelvis under et lag med dinosaur-fossiler kan vi fastslå, at søpindsvinet er ældre end dinosaurerne. Når vi finder forstenede søpindsvin langs stranden er de selvsagt taget ud af den sammenhæng og aldersdatering kan kun foretages ved at sammenligne med eksemplarer fundet i de oprindelige omgivelser - f.eks. fund fra kridtbrud.

Forstenede søpindsvin er ikke blot et fascinerende vidnesbyrd om fortidens liv, men giver os også et unikt indblik i Jordens geologiske og biologiske historie. Ved at studere deres 480 millioner år lange historie, kan vi forstå, hvordan de har udviklet sig over utallige tidsaldre, og hvordan vores planet har forandret sig gennem millioner af år - et næsten ufatteligt tidsperspektiv. Som eksempel kan nævnes de regulære søpindsvin af slægten Tylocidaris, idet det har vist sig, at en række arter afløser hinanden i løbet af Danien-perioden og derfor kan anvendes til datering af et bestemt Danienlag. Se billede her.

I den sidste tid af Palæozoikum for ca. 251 mio. år siden blev jorden ramt af en katastrofe, der udslettede en stor del af dyrelivet, men en enkelt type af søpindsvin overlevede på bunden af urhavet. Ca. 50 mio år senere skete en opblomstring hvor et væld af nye slægter opstod og hvoraf flere er bevaret næsten uændret til nutiden. Med undtagelse af en enkelt orden var samtlige ordener til stede ved begyndelsen af Jura for ca. 200 mio. år siden.

Se den komplette geologiske tidsskala her og tryk på billedet.